Frivillig håndtering - negleklip
Nogle hunde slider selv deres negle korte, men de fleste vil få brug for at få deres negle klippet på et tidspunkt.
Hvis neglene bliver for lange ændres hundens stilling på sine poter. Denne ændrede fodstilling vil ikke kun give smerter og gener i poterne, men det vil kunne forplante sig i resten af kroppen og dens funktion. Sammenlign det med hvis du hele dagen skulle gå i højhælede sko, sko med for meget eller for lidt svangstøtte eller lign.
Derudover øger for lange negle, risikoen for at hunden brækker en negl hvis neglen fx hænger fast i noget. Dette kan give meget kraftige smerter hos hunden og i nogle tilfælde kan det kræve at dyrlægen ved bedøvelse fjerner neglen helt.
Det er derfor meget vigtigt at man holder hundens negle korte og gerne har et ugentligt tjek af hundens negle. Hold øje med at ALLE neglene holdes korte, de kan nogle gange slides lidt ujævnt og husk ulvekloen som grundet dens placering, ikke slides naturligt. Hundenes negle må ikke være så lange at de rører jorden når hunden står op.
Hvad skal/kan man bruge
Det mest typiske redskab er neglesaksen og denne er også virkelig brugbar når der skal tages et godt stykke af neglene. Vælg en robust neglesaks som er skarp. Hvis saksen ikke er skarp nok vil den klemme neglen og dette vil påføre ubehag for hunden. Man skal kunne tage små flager af neglen som confetti.Neglefil kan bruges som supplement til neglesaks og i princippet kan den stå alene. Neglefilen er skånsom for hunden men det kan tage lidt lang tid hvis man kun bruger denne. Derudover skal man være opmærksom på at man støtter tåen når man filer en negl.
Neglefilene kan man lave selv, vha. sandpapir eller man kan købe grove neglefile (fx dem der er beregnet til gelenegle).
Elektrisk neglefil eller dremmel virker på samme måde som neglefil, men det går noget hurtigere med en god fil eller dremmel. Man kan købe elektriske neglefile til hunde, som sikkert virker okay. Dog anbefaler man, at man køber en rigtig dremmel da disse er noget mere kraftige og fx. vibrerer mindre, larmer mindre, hurtigere fart så neglefilingen derfor er overstået hurtigere samt at de holder meget bedre.
Læs nederst i artiklen om hvilke der kan anbefales og hvor i kan læse mere om dem.
Hvor meget og hvordan
I hundens negl er der både nerver og blodkar, som man derfor skal passe på ikke at klippe i. Hvis man klipper i dem, kan det forårsage en voldsom blødning. Denne kan fx stoppes med kartoffelmel hvis man ikke har et produkt som fx klip-stop. Udover blødningen, kan det forårsage smerte for hunden.
Ved lyse negle kan man nemt se karrene i neglene (figur 1) hvis man sørger for en god belysning.
For de mørke negle kan det være svært, men ved gennemlysning kan det typisk lade sig gøre (Figur 2).
Blodforsyningen vil stille og roligt vokse ud med neglen og denne bliver derfor også længere efterhånden som neglen bliver længere. Hvis hundens negle ikke er klippet i lang tid kan blodforsyningen derfor komme så langt ud at man ønsker at den vil trække sig længere ind igen. Blodforsyningen vil trække sig ind ved jævnlig klip, hvis man gør det på den rigtige måde.
Hvor langt bør man klippe eller file ind?
Klip gerne så langt ind som muligt uden at komme ind til blodkar og nerver.
Man kan med fordel klippe i en lidt anden vinkel end man måske normalt gør. Se figur 3. De fleste vil klippe som den sorte streg A. For at få blodforsyningen til at trække sig længere ind, så neglene gradvist kan kortes, kan man klippe skråt oppefra som den hvide streg B. Derudover kan man med fordel klippe eller helst slibe lidt af siderne i spidsen for at blotte blodforsyningen mere, så den derfor med større sandsynlighed trækker sig mere tilbage.
Man bør som tidligere sagt aldrig nå helt ind til blodforsyningen, men hvis man ønsker at få blodforsyningen til at trække sig, må man meget gerne må ind hvor man begynder at få en blødt centrum i neglen. Man må også kunne se en lidt mørkere plet når man kigger nedefra, men man når nemt ind til blodforsyningen så vær forsigtig her. Hvis man har slibet/klippet ind til det bløde centrum og en mørk plet bør man passe på med løb og gang på hårdt og slidende underlag, fx asfalt, i nogle dage.
Hvordan lærer vi hunden at elske sin "pedicure"
De fleste hunde er ikke lige frem glade for at få ordnet negle. Mange ender med at skulle holde hunden fast mens neglene klippes og rigtig mange ender sågar med at lade dyrlægen om at klippe neglene med eller uden bedøvelse. Det er en skam, da problemet kan trænes.
Hvis din hund er bange for negleklippere, kan det måske svare sig at starte forfra ved at anskaffe sig en dremmel og file neglene i stedet. Hvis hunden er meget bange for at få ordnet negle kan man også lave et kradsebræt til hunden og lære den selv at kradse sine negle på kommando, men det er svært at få slibet dem ordentligt her, så træning ved siden af, vil være at foretrække.
Når hunden skal lære en god pedicure-rutine, handler det om at have masser af tålmodighed. Gå langsomt frem og sørg for at det altid bliver en god oplevelse for hunden. Nedenfor har jeg kort forklaret hvordan man kan træne. Start fra en ende af og gå langsomt og tålmodigt videre til næste punkt når din hund med stor succes kan det beskrevne punk 5 - 10 gange uden nervøsitet. Hvis man går for hurtigt frem risikerer man at skulle gå adskillige trin tilbage, så vær tålmodig.
- Gem negleklipper/dremmel/fil bag ryggen, tag den frem når hunden kigger (ikke tættere på hunden end et par meter), så snart hunden kigger på den roser du straks og giver eller kaster så en godbid. Det at den pludseligt kommer frem, gør at hunden mere sandsynligt vil kigge på den eller snuse til den. Hvis hunden allerede her bliver utryg starter du længere væk fra hunden med genstanden. Du kan også lægge godbidder omkring den og bare lade hunden søge godbidder omkring den
- Vent til at hunden snuser til negleklipperen, ros og giv godbid. Vi ønsker ikke at dette punkt gentages alt for mange gange, da det kan besværliggøre negleklipningen hvis hunden snuser til / dutter på negleklipperen. Dog kan punktet her, være med til at hunden kan udforske negleklipperen og se hvad det er for en
- Lær hunden at give pote. For at den selv kan give poten når du skal klippe
- Lær hunden at du må holde poten i lidt længere tid (langsomt udvid tiden hvor du holder poten uden tvang)
- Hav negleklipperen ved siden af dig, mens hund giver pote
- Tag fat i negleklipper mens hund giver pote
- Tag negleklipperen hen til pote, mens hund giver pote
- Rør pote med negleklipper, mens den giver pote
- Klip i luften ved siden af pote
- Klip et minimalt stykke af negl og ros
Hvis man bruger elektronisk fil eller dremmel skal hunden først blive tryg ved den slukket i punkt 1 - 8. Herefter starter du forfra fra 1 med filen tændt.
Hvis hunden bliver usikker og trækker sig, kan man med fordel gå et eller flere skridt tilbage i indlæring
Anbefalet læsning
Link til facebook side (på engelsk) omkring alt hvad der handler om neglevedligehold på hunde. På siden kan man læse om hvilke værktøjer der er særligt gode, se billeder og videoer af negleklip osv. Samtidig findes der er væld af tips om hvordan du aflæser om din hund bliver nervøs osv.
https://www.facebook.com/groups/nail.maintenance.for.dogs/about/
Kildehenvisninger: https://susangarrettdogagility.com/2013/08/cutting-your-dogs-nails-how-important-is-it-really/?fbclid=IwAR2gMhWpBrla0EH6nYOaX3h7jc2-KlPZG8ojXDM1q1c1Cli_aDWmIug7EnM
https://docs.google.com/document/d/1S9_zznUuEPtV5MLn5AI6yFoSz6-UTlLFcxM6KpLuIjQ/edit?fbclid=IwAR3UM4MbfZ0vw23P7r_KFpF3Ao0GQe0bW3-dqvLfDu29KfuDW63ajOJ1LF0
Dette opslag blev udgivet d. 14.05.2020